fbpx

Hvad er dine Nofret tegneserier værd?

tegneserier af Sussi Bech

Som mange andre er du sikkert glad for dine Nofret-tegneserier. Men vidste du, at de også kan være penge værd? Og at nogle er mere værd end andre?

I denne artikel kigger vi på samlerværdien af Sussi Bechs tegneserier og forklarer, hvorfor nogle bind koster mere end andre, hvis du skal købe dem antikvarisk – eller måske er helt umulige at opdrive!

Zainab (1985)

Zainab af Sussi Bech (Interpresse 1985) Sussis allerførste tegneseriealbum (hvis man ser bort fra “Hvor går du hen?”, et 32 siders tegneseriehæfte Sussi lavede for Undervisningsministeriet i 1982) var den 1001 Nat-inspirerede “Zainab”, der handler om svindlersken Dalila den Drevne, hendes datter Zainab og den kommende svigersøn Ali, der er kommet i fedtefadet, fordi han er deserteret fra Harun Al-Raschids hær.

“Zainab” blev udsendt i et oplag på 10.000 eksemplarer, men allerede efter tre uger var førsteoplaget udsolgt, og et nyt oplag på 5.000 eksemplarer måtte bestilles. Albummet findes altså i både 1. og 2. oplag, men da det oftest er 1. oplag, der er sjældnest og mest eftertragtet blandt samlere, er det priserne på førsteoplaget, der fremgår af denne artikel.

Faraos Cigarer tager 175,00 kr. for et brugt eksemplar af “Zainab” i mint/near mint condition (N/NM) – dvs. så nær perfekt og ulæst stand, man kan komme. Fra nyt kostede “Zainab” 39,50 kr. Tager man højde for inflationen, er værdien af tegneserien “Zainab” dermed fordoblet siden udgivelsen i 1985.

Det er dog muligt, du kan finde albummet til en lavere pris, hvis du handler direkte med en tegneseriesamler eller leder på nettet og er parat til at acceptere mere synlig slitage og større eller mindre skavanker.

“Zainab” blev i efteråret 2020 genudgivet af Eudor i samlebindet “De vilde svaner”, der er en del af samleværket “Sussi Bechs Samlede Værker”.

Nofret 1: Flugten fra Babylon (1986)

Nofret 1: Flugten fra Babylon af Sussi Bech (Carlsen 1986) I 1986 udkom første bind af den tegneserie, der i dag regnes for Sussi Bechs hovedværk; Nofret 1: “Flugten fra Babylon”. Ligesom “Zainab” blev historien inden albumudgivelsen bragt med en side om ugen i Berlingske Søndag takket være en anbefaling fra Jakob Stegelmann.

Nofret er en kretensisk prinsesse, der sammen med sin tvillingesøster kidnappes af sørøvere og sælges på det syriske slavemarked. Nofret bliver tvangsgiftet med en rig købmand i Babylon, men flygter med en ung egypter. I Egypten gør hun endelig op med mændenes tyranni og drager ud på egne eventyr.

Et M/NM eksemplar fra første oplag af “Flugten til Babylon” koster hos Faraos Cigarer 260,00 kr. – hvis de ellers har det. Lige nu er det udsolgt i alle stande.

“Flugten fra Babylon” findes også i 2. oplag, trykt i forbindelse med at Nofret-serien blev lanceret i Sverige i 1991. Det er ret let at kende forskel på de to oplag, for på forsiden af 1991-udgaven tilføjede Sussi en rasende babylonisk ægtemand bag Nofret og en forventningsfuld, ung elsker, der står parat til at gribe hende. 1986-udgaven har kun Nofret på forsiden.

“Nofret 1: Flugten fra Babylon” blev i efteråret 2018 genudgivet af Eudor i samlebindet Nofret – Samlede historier I, der er en del af samleværket “Sussi Bechs Samlede Værker”. Samlebindet er foreløbig trykt i tre oplag, senest i 2023.

Nofret 2: Amons gemalinde (1987)

Nofret 2: Amons gemalinde af Sussi Bech (Carlsen 1987) Andet bind i Nofret-serien udkom i 1987. Nofret 2: “Amons gemalinde” findes også både i 1. oplag og i 2. oplag fra 2004, trykt i forbindelse med udgivelsen af bind 11 og en landsdækkende boghandlerkampagne for hele serien. Også denne historie gik som føljeton i Berlingske Søndag.

I “Amons gemalinde” søger Nofret arbejde som tempeldanserinde i Amontemplet i den egyptiske hovedstad, Theben (Luxor). Her bliver hun i første omgang sat til at muge ud efter de hellige geder, men Nofret har større planer og snart involveres hun i magtkampen mellem Amontemplets præsteskab og farao Akhnaton – og genser sin søster.

Vil man have “Amons gemalinde” i 1. oplag, koster et eksemplar i N/NM 260,00 kr. hos Faraos Cigarer. Vil man betale mindre, kan den købes i mere slidte udgaver eller i 2. oplag.

“Nofret 2: Amons gemalinde” blev i efteråret 2018 genudgivet af Eudor i samlebindet Nofret – Samlede historier I, der er en del af samleværket “Sussi Bechs Samlede Værker”.

Nofret 3: Kætterkongens hof

Nofret 3: Kætterkongens hof af Sussi Bech (Carlsen 1988) Tredje bind af Nofret udkom i 1988. Også denne historie gik som føljeton i Berlingske Søndag. Nofret 3: “Kætterkongens hof” findes både i 1. og 2. oplag (2004), og vil man have historien i 1. oplag, koster et eksemplar i N/NM 175,00 kr. hos Faraos Cigarer.

Nofret er præstinde i Amontemplet. Hendes tvillingesøster, Kiya, er farao Akhnatons andenhustru og som mor til tronarvingen Tutankhamon føler hun sig tilsidesat af Farao, der foretrækker den smukke dronning Nefertiti. Hun allierer sig derfor med Amonpræsterne for at vælte Akhnaton. Nofret aner uråd og beslutter at redde sin søster.

Nofret 3: “Kætterkongens hof” blev i efteråret 2018 genudgivet af Eudor i samlebindet Nofret – Samlede historier I, der er en del af samleværket “Sussi Bechs Samlede Værker”.

Nofret 4: Den sidste Minos

Nofret 4: Den sidste Minos af Sussi Bech (Carlsen 1989) I 1989 udkom det fjerde bind i Nofret-serien. Nofret 4: “Den sidste Minos”. Også denne historie gik som føljeton i Berlingske Søndag.

I “Den sidste Minos” er Nofret blevet forvist fra Egypten og sammen med sin kæreste Nedjem vender hun tilbage til Kreta, hvor hun forlanger at overtage tronen efter sin mor, der har trukket sig tilbage. Men den minoiske civilisation trues både af mykenere fra det græske fastland og en lurende vulkankatastrofe.

Nofret 4: “Den sidste Minos” er også udgivet i to oplag, og et N/NM eksemplar fra første oplag vurderes af Faraos Cigarer til 175,00 kr.

Nofret 4: “Den sidste Minos” blev i foråret 2019 genudgivet af Eudor i samlebindet Nofret – Samlede historier II, der er en del af samleværket “Sussi Bechs Samlede Værker”.

Nofret 5: Rejsen til Hattusas

Nofret 5: Rejsen til Hattusas af Sussi Bech (Carlsen 1991) Bind 5 i sagaen om Nofret, “Rejsen til Hattusas”, udkom i 1991. Også denne historie gik som føljeton i Berlingske Søndag.

Nofret har forladt minoernes rige efter vilkankatastrofen og mykenernes ankomst og sejler mod Syrien. Hendes skib går dog på grund i Lilleasien og Nofret får et slag, så hun mister hukommelsen. Hun kan kun huske, at hun skulle til Ugarit, men ikke hvorfor. Hun slår følge med gøglerpigen Anitti og den tossede ægypter Hapi, der imidlertid er på vej til hittitternes hovedstad Hattusas længere nordpå i Anatolien. Undervejs får de følgeskab af en mystisk, nervøs ung mand og hans livvagter, der bærer på en bylt med hemmeligt indhold.

Nofret 5: “Rejsen til Hattusas” blev trykt i et lidt højere oplag end bind 4 og udkom dertil i en bogklubudgave i Albumklubben Trumf. Bogklubudgaven er nem at kende på den brede, lilla billedramme, der indrammer forsidemotivet, og det lilla “trumf” i øverste venstre hjørne.

Faraos Cigarer vurderer et eksemplar i N/NM til 60,00 kr., men sælger dog albummet til 49,95 i deres webshop, idet butikken overtog de usolgte restoplag af forlaget Carlsens tegneseriealbum, da forlaget i 2008 blev solgt til Egmont. Så “Rejsen til Hattusas” er et af de bind, der stadig er lette at skaffe i førsteudgaven.

Nofret 5: “Rejsen til Hattusas” blev i foråret 2019 genudgivet af Eudor i samlebindet Nofret – Samlede historier II, der er en del af samleværket “Sussi Bechs Samlede Værker”.

Nofret 6: Den hemmelige traktat

Nofret 6: Den hemmelige traktat af Sussi Bech (Carlsen 1992) I 1992 kom Nofret 6: “Den hemmelige traktat”. Også denne historie gik som føljeton i Berlingske Søndag, inden den blev udsendt som tegneseriealbum.

Nofret ankommer til Ugarit i Syrien. Her håber hun at kunne finde støtte blandt sine landsmænd i den minoiske koloni af handelsfolk, men hendes to hittitiske rejsefæller sælger hende til Astartes tempel. Nofret kender dog formålet med de to hittitteres hemmelige mission i byen, og da hun møder sin gamle bekendt, den ægyptiske general Horemheb, øjner hun en mulighed for at vinde sin frihed – og tjene lidt guld samtidig. Det er dog ikke helt ufarligt.

Dette bind vurderes af Faraos Cigarer til 105,00 kr. i N/NM stand.

Nofret 6: “Den hemmelige traktat” blev i foråret 2019 genudgivet af Eudor i samlebindet Nofret – Samlede historier II, der er en del af samleværket “Sussi Bechs Samlede Værker”.

Aida Nur 1: Døden i Cairo og Aida Nur 2: I Anubis’ skygge

Aida Nur 2: I Anubis' skygge af Sussi Bech (Carlsen 1993) Aida Nur 1: Døden i Cairo af Sussi Bech (Carlsen 1991) I 1991 lancerede Sussi Bech og forlaget Carlsen en ny serie sideløbende med Nofret, en serie i to bind om eventyrersken og mavedanseren Aida Nur.

Serien foregår i 1922, og Aida Nur er danser på en egyptisk kabaret, som ejes af antikvitetshandleren Mohassib. En dag finder hendes venindes lille søn en faraograv i nærheden af Luxor, og Aida Nur får til opgave at smugle oldsagerne til Kairo for at sælge dem.

Mohassib er imidlertid ikke tilfreds med Aidas tilbud. Han vil have adgang til hele graven og truer hende til at afsløre dens beliggenhed.
Men også den engelske lord Cnarvorn og arkæologen Alistair har fået færten af noget stort, og snart udvikler historien sig med intriger og mord.

Bind 2, “I Anubis’ skygge”, udkom i 1993. Inden albumudgivelsen gik seriens to bind som føljeton i dagbladet B.T., hvor Karsten Lindhardt var tegneserieredaktør.

Aida Nur 1: “Døden i Cairo” vurderes af Faraos Cigarer til 150,00 kr., mens det afsluttende Aida Nur 2: “I Anubis’ skygge” koster 325,00 kr. i N/NM stand. Bind 2 er altså over dobbelt så meget værd som bind 1.

ZACK nr. 6/2021 med Aida Nur af Sussi Bech Aida Nur blev i foråret 2018 genudgivet af Eudor i samlebindet Aida Nur, der er en del af samleværket “Sussi Bechs Samlede Værker”.

I 2021-22 blev Aida Nur udgivet i Tyskland i tegneseriemagasinet ZACK. Til denne lejlighed omtegnede Sussi Bech mange af billederne, så tøj og baggrunde blev mere korrekte, ligesom hun ændrede handlingen et par steder. Hele serien blev nyfarvelagt digitalt. Denne nye udgave af “Aida Nur” udkommer september 2023, når Eudor genoptrykker dette bind af Sussi Bechs Samlede Værker.

Herunder: “Aida Nur” på tysk i tegneseriemagasinet ZACK.
Aida Nur udkommer i Tyskland Aida Nur på tysk Zack magazin

Dalila den Drevne 1 og 2

Dalila den Drevne 1: Tyven fra Cairo af Sussi Bech (Ultima 1993) Dalila den Drevne 1: Ballade i Bagdad af Sussi Bech (Ultima 1993) I 1993 udsendte forlaget Ultima Sussi Bechs allerførste tegneserieværk, “Dalila den Drevne”, som to 48 siders bind i sort/hvid.

Første bind havde titlen “Ballade i Bagdad” og bind to hed “Tyven fra Cairo”. Dalila den Drevne er en 1001 Nat-inspireret fortælling, der foregår i Bagdad på Harun Al-Riahids tid omkring år 800. Dalila den Drevne har svært ved at få lov at overtage embedet som kongelig brevduepasser efter sin mands død, og da hun hører, at kaliffen har ansat underverdenens to største slyngler som chefer for politiet, fordi han mener, at deres forbrydelser har vist, at de har størst forstand på kriminalitet af alle, beslutter Dalila sig for at bevise, at hun også besidder de kvalifikationer, der åbenbart skal til for at blive kongelig embedsmand: I en række veludførte kup snører hun Bagdads borgere og berøver dem for alle deres ejendele. Til sidst bliver hun kaldt op til kaliffen.

Sussi havde påbegyndt serien, mens hun stadig gik i gymnasiet, og det var figurerne herfra, der dannede baggrund for “Zainab”. Hverken Interpresse eller Carlsen ville dog udgive “Dalila den Drevne”, men da Ultima udgav serien, blev den hurtigt udsolgt og er derfor i dag et eftertragtet samlerobjekt. Både bind 1 og bind 2 vurderes af Faraos Cigarer til 600,00 kr. i N/NM stand.

Aida Nur blev i foråret 2016 udgivet af Eudor i farvelagt udgave som samlebindet Dalila den Drevne, der er første bind af samleværket “Sussi Bechs Samlede Værker”. Denne luksusudgave er foreløbig trykt i tre oplag.

Nofret 7: Med døden om bord

Nofret 7: Med døden om bord af Sussi Bech (Carlsen 1993) Allerede i 1993 udkom Nofret 7: “Med døden om bord”. Det var den sidste Nofret-historie, Berlingske Søndag bragte som føljeton.

De hittitiske hære truer Ægyptens nordligste provinser, og general Horemheb må trække sine tropper tilbage fra Ugarit. Med sig har han elskerinden Nofret og deres flugt fører dem sydpå til byen Byblos, der stadig er tro mod Egypten. Men ægyptiske forrædere leverer bronzevåben til Ægyptens fjender og Horemheb beslutter sig for at søge råd i Amons tempel – og her åbenbares årsagen til hans ulykke: Horemheb har stjålet fra Amon og har påkaldt sig gudens vrede. Han beslutter sig til sporenstregs at returnere Nofret, Amons gemalinde, til Egypten pr. skib.

Faraos Cigarer vurderer et eksemplar i N/NM til 60,00 kr., men sælger dog albummet til 49,95 i deres webshop.

Nofret 7: “Med døden om bord” blev i efteråret 2019 genudgivet af Eudor i samlebindet Nofret – Samlede historier III, der er en del af samleværket “Sussi Bechs Samlede Værker”, der foreløbig er trykt i to oplag.

Nofret 8: Gravrøverne

Nofret 8: Gravrøverne af Sussi Bech (Carlsen 1995) I 1995 udkom det ottende bind i Nofret-serien. Fordi serien ikke længere gik i Berlingske Søndag med en side om ugen, havde Sussi både haft bedre tid til arbejdet med historien og tegningerne, men også måttet lave andre ting ved siden af. Albummet markerede dog helt klart et kunstnerisk skifte mod mere detaljerede tegninger og en lidt mere voksen handling.

Efter den nervepirrende sejltur til Egypten er Nofret helt blanket af. I Theben møder hun den charmerende tyv og fisker Senep. Han har et ikke ubetydeligt kendskab til de skatte, der skjuler sig på gravpladserne i den omkringliggende ørken. Sammen begiver Nofret og Senep sig ud på et regulært røvertogt, men det bliver en temmelig kort fornøjelse: Inden længe pågribes Senep af gravenes vogtere, og så er Nofret ikke bare pengeløs – hun er også alene.

Nofret 8: “Gravrøverne” hører til blandt de dyreste og sværest opdrivelige i serien. Det blev nemlig udgivet med en indlagt plakat I A2-format, og et eksemplar i N/NM stand – inkl. plakat – vurderes derfor af Faraos Cigarer til 550,00 kr.

Nofret 8: “Gravrøverne” blev i efteråret 2019 genudgivet af Eudor i samlebindet Nofret – Samlede historier III, der er en del af samleværket “Sussi Bechs Samlede Værker”.

Herunder: Den indlagte plakat i Nofret 8: “Gravrøverne”
1995-Nofret-plakat-bind-8

Nofret 9: Nattens hævner

Nofret 9: Nattens hævner af Sussi Bech (Carlsen 1997) I 1998 udkom niende bind, Nofret 9: “Nattens hævner”.

Nofret og hendes ven Senep flygter fra Theben for at undgå at blive straffet som gravrøvere. I Seneps fiskerbåd rejser de op ad Nilen til farao Akhnatons nyopførte hovedstad, Akhet-Aten. Nofret er imidlertid træt af det primitive fiskerliv, og hun tager det som en kærkommen afveksling, da de inviteres indenfor i søsteren Kiyas palads. Det går dog snart op for Nofret, at hendes søster, der er farao Akhnatons andenhustru, bliver holdt som fange i et gyldent bur, og at onde kræfter ved hoffet arbejder på at skille sig af med den besværlige gemalinde.

Faraos Cigarer vurderer et eksemplar i N/NM til 60,00 kr., men sælger dog albummet til 49,95 i deres webshop.

Nofret 9: “Nattens hævner” blev i efteråret 2019 genudgivet af Eudor i samlebindet Nofret – Samlede historier III, der er en del af samleværket “Sussi Bechs Samlede Værker”.

De vilde svaner

De vilde svaner af Sussi Bech (Bogfabrikken 1998) I 1998 udsendte Jens Peder Aggers forlag, Bogfabrikken, tegneserien “De vilde svaner” af Sussi Bech både i Danmark og i Sverige. Tegneserien var baseret på brødrene Grimms eventyr med lån fra H.C. Andersen.

Tegneserien er på 36 sider og blev tegnet i en ny stil, i 3-strip og farvelagt direkte på den sorte streg (hvor “Nofret” og “Aida Nur” var farvelagt på blåkopi) og udgivet i eksklusivt hardcover, hvilket stadig var et sælsyn i slutningen af 1990’erne.

De vilde Svaner er fortællingen om den stakkels Elisa, hvis seks brødre bliver forvandlet til svaner af deres onde stedmoder. Hun får at vide at hun kan redde dem, hvis hun laver seks særke af brændenælder til dem. Men mens hun arbejder på særkene, må hun ikke tale, for så vil hendes brødre dø! Det er ikke nogen nem opgave. Og den bliver bestemt ikke lettere, da landets konge kommer ridende forbi og forelsker sig i hende.

“De vilde svaner” vurderes af Faraos Cigarer til 600,00 kr. i N/NM stand.

Historien blev i efteråret 2020 genudgivet af Eudor i samlebindet “De vilde svaner”, der er en del af samleværket “Sussi Bechs Samlede Værker”.

Nofret 10: “Kiya”

Nofret 10: Kiya af Sussi Bech (Carlsen 2001) I 2001 udkom tiende bind i Nofret-serien: Nofret 10: “Kiya”.

Farao har for år tilbage forvist sin andenhustru Kiya fra hoffet, fordi han mistænkte hende for at have planlagt et statskup mod ham til fordel for hendes søn Tutankhaton. Men som årene går, kan farao dog ikke glemme sin smukke andenhustru og befaler hende at vende tilbage til kongepaladset. Benådningen er en tvivlsom gave, for i paladset venter en morderisk minister, en forurettet førstehustru og intrigante hoffolk. Ingen ved dog, bortset fra den ældre tjenestepige Tabubu, at Kiya i virkeligheden blev snigmyrdet i sin husarrest i Maru-Atenpaladset, og at den hjemvendte er hendes tvillingesøster Nofret, som har taget den forhadte andenhustrus identitet.

Faraos Cigarer vurderer et eksemplar i N/NM til 60,00 kr., men sælger dog albummet til 49,95 i deres webshop.

Nofret 10: “Kiya” blev i foråret 2020 genudgivet af Eudor i samlebindet Nofret – Samlede historier IV, der er en del af samleværket “Sussi Bechs Samlede Værker”. Samlebindet er foreløbig trykt i to oplag.

Nofret 11: “Bagholdet i Tempelsøen”

Nofret 11: Bagholdet i TTempelsøen (Carlsen 2004) I 2004 udkom Nofret 11: “Bagholdet i Tempelsøen”. I forbindelse med udgivelsen blev seriens udsolgte bind genoptrykt og hele serien blev relanceret i en landsdækkende boghandlerkampagne med gulvdisplay og butiksplakat.

Nofret er flygtet fra faraos palads, hjulpet af sin nevø, Tutankhamon. Nu er hun i skib på vej ned ad Nilen mod byen Memphis. Men farao Akhnatons førsteminister Eje pønser på hævn over Amonpræsterne, og til dette formål har han brug for Nofret til at afsløre deres hemmelige skjulested. Nofret har dog ikke i sinde at deltage i striden mellem Ægyptens gamle Amonkult og faraos nye Atonreligion og skjuler sig blandt fiskere i Memphis i håb om at klare frisag. Men hun har gjort regning uden Eje, der ikke skyr noget middel, og uden Amons ypperstepræst, Khaemwese. Og uden sin gamle kæreste, Senep, der uden Nofrets vidende sidder lænket som Ejes fange i bunden af faraos skib, der er på vej mod Memphis og det endelige opgør med Amonkulten.

Dette bind vurderes af Faraos Cigarer til 105,00 kr. i N/NM stand.

Nofret 11: “Bagholdet i Tempelsøen” blev i foråret 2020 genudgivet af Eudor i samlebindet Nofret – Samlede historier IV, der er en del af samleværket “Sussi Bechs Samlede Værker”.

Egtved Pigen

Egtved Pigen af Sussi Bech (NDMT 2007) I 2008 var Sussi Bech blevet hyret af Nyt Dansk Musikteater til at lave en tegneserie om Egtvedpigen, inspireret af teatrets musical om Danmarks vel nok mest kendte pige fra bronzealderen og støttet af bl.a. Statens Kunstfond.

Tegneserien fabulerer frit over de begivenheder, der muligvis førte til, at høvdingedatteren Aia blev stedt til hvile i en kæmpe gravhøj, hvor hun blev fundet i 1921, og af arkæologer døbt “Egtvedpigen”.

Faraos Cigarer vurderer albummet til 120,00 kr. i N/NM stand.

Historien blev i efteråret 2020 genudgivet af Eudor i samlebindet “De vilde svaner”, der er en del af samleværket “Sussi Bechs Samlede Værker”. Her kom tegningerne og sidelayoutet bedre til deres ret p.gr.a. det større format og de bredere sidemarginer, hvor flere af billederne ofte gik til skæring. Den oprindelige udgave er i smal A4.

Nofret 12: Nilens fange

Nofret 13: Nilens fange af Sussi Bech (Faraos 2012) I 2012 udkom det tolvte bind i Nofret-serien på Forlaget Faraos. Svenske Bonniers havde nemlig i 2008 besluttet at sælge deres danske forlag Carlsen til Egmont, men EU ville ikke tillade, at tegneserierne fulgte med og gav Egmont næsten monopol på området.

Oprøret bryder ud i lys lue i Memphis, og Kaemweses tropper, som støtter de gamle guder, besejrer faraos garnision i Memphis. Alt imens sørger Nofret over tabet af sin kæreste, mens hun kæmper for at overleve og holde sig fri fra de to fraktioner. Men det er lettere sagt end gjort, og når de to fraktioner også kæmper indbyrdes, er der snart kun fjender omkring vores heltinde! Nofret får brug for alt sin vid og en god portion held hvis hun skal komme levende ud af denne konflikt.

Faraos Cigarer besluttede, at bind 12 skulle udsendes i hardcover og til en højere pris. Til gengæld blev det trykt i det til dato mindste oplag for et nyt Nofret-album, så i løbet af kort tid begyndte Nofret-fans at spørge Sussi, om hun kunne hjælpe med at skaffe albummet, da det var udsolgt i butikkerne. Det er stadig det Nofret-album, flest spørger efter.

Derfor koster det også 550,00 kr. i N/NM stand hos Faraos Cigarer. Det er dog oftest også udsolgt antikvarisk.

Heldigvis blev Nofret 12: “Nilens fange” i foråret 2020 genudgivet af Eudor i samlebindet Nofret – Samlede historier IV, der er en del af samleværket “Sussi Bechs Samlede Værker”. I samme omgang blev tekstningen ændret og boblerne på en del sider tegnet om, ligesom Sussi Bech foretog mindre ændringer i tegningerne.

19 album – 4.950 kr. eller 2.699 kr.?

De 19 bind, der er nævnt i artiklen, udgør Sussi Bechs samlede produktion frem til 2012 og koster 4.950,00 kr., hvis du skal have dem antikvarisk i Mint/Near Mint condition fra Faraos Cigarer. Hvis man altså overhovedet kan få dem.

Derfor er der måske ikke noget at sige til, at mange vælger den lette (og flotteste) løsning, nemlig at investere i samleværket Sussi Bechs Samlede Værker, der i 7 luksusbind, hardcover og i stort format indeholder netop disse 19 danske tegneserieklassikere – og til den noget mere overkommelige pris à 2.699 kr. inkl. forsendelse og en bonus i form af en flot plakat 50 x 70 cm og Nofret-albummene “Slave i Levanten” og “Nofret 13: Tutankhamon”.

Altså 21 historier til en gennemsnitspris på godt 128 kr.