fbpx

Anmelderne vilde med PUNK LIFE CRISIS

5 stjerner til PUNK LIFE CRISIS fra Metronaut

Klik og bestil Punk Life Crisis En måned efter udgivelsen af Simon Petersens PUNK LIFE CRISIS begynder der at tegne sig et billede af anmeldernes dom over hæsblæsende midtvejskrise-fortælling:

Anmelderne er vilde med PUNK LIFE CRISIS!

I hvert fald lagde Kim Larsen fra Metronaut.dk overbevisende ud med at give historien fem stjerner og dette skudsmål:

“Det bedste fra Simons hånd til dato”

“Historien er sjov og relaterbar, især hvis man selv er eller har været i dét alderssegment, og man ikke lige har nået alle de ting man gerne ville. Humoren og den tommetykke selvironi er i høj grad det der driver historien frem, og man føler med den aldrende Simon, når han langsomt mærker, at livet i tourbussen (familievan) ikke er hvad han er vant til hjemmefra. Jeg vil godt lægge hovedet på blokken og sige, at Punk Life Crisis er det bedste fra Simons hånd til dato. Flere gange fangede jeg mig selv i at klukke højlydt af grin, mens jeg fulgte Simon & co på nye eventyr til koncerter, druk og intriger.”

Ina Korneliussen læser PUNK LIFE CRISIS.
Ina Korneliussen læser PUNK LIFE CRISIS.
Også bibliotekernes lektøranmelder, der ofte bestemmer en udgivelses succes eller fiasko, var stærkt positiv:

“Energi og fremdrift”

“Veludført tegneserie. Alle, der har spillet i bands kender til konflikterne, der i denne udgivelse er beskrevet med både indsigt og humor. Tegningerne … formidler historien med både energi og fremdrift. Anbefales indkøbt bredt, til både Voksen og Ung,” skrev Morten Langkilde, bibliotekar ved Roskilde Bibliotekerne og redaktør af bibliotekernes videopodcast Tid til Tegneserier,

“Forrygende morsomt”

Simon bor og arbejder i Esbjerg, og bysbarnet får disse pæne ord (og et helsides interview med foto) med fra Ugeavisen Esbjergs Kim Westphal:

“Den grafiske novelle er løseligt baseret på hans egne oplevelser i punkmiljøet og spidder en midtlivskrise forrygende morsomt. Nogle bliver skilt og køber en motorcykel, andre genopliver en gemt og glemt drøm om at stå på en scene og revolutionere verden og være cool og drikke shots med Joey Ramone, alt imens man vrænger af de kammerater, der er faldet til ro hjemme bag ligusterhækken.”

“Lige i røven. Svært ikke at være begejstret”

Helt oppe at ringe er Torben Bille fra Kulturkapellet.dk, der i sin begejstrede anmeldelse bl.a. skriver disse skamrosende ord:

“Det sker en sjælden gang imellem, at man, ja nærmest helt tilfældigt, falder over noget som ræsonnerer perfekt med een personligt. Når man så samtidig oplever at dette ”noget” får en til at grine ganske højt, upassende og længe, til trods for at man ret beset ikke burde sidde og læse tegneserier i mellemtimerne mellem ens undervisning, så er det svært ikke at være ovenud begejstret. Denne fortælling er mesterligt orkestreret af Simon Petersen, der – som overskriften gerne skulle antyde – rammer denne satire over livskrisen og ikke mindst de mange skænderier og egoer, der ramler sammen når man nu engang laver et band – lige i røven. Det er dog på ingen måde skildret hverken kynisk eller ufølsomt, men med stor kærlighed til både livet, (punk)rocken og dagligdagen.”

“Livets headbang og ølklistrede gulve”

Politiken viede en hel side til Felix Rothsteins tre-stjernede anmeldelse, der sluttede med disse ord:

“… i virkeligheden slutter tegneserien slet ikke som sarkastisk fortælling om røvtur på første klasse. Den ender i stedet med en mild morale om at acceptere, at ungdommen ikke er evig, og i stedet finde livets headbang og ølklistrede gulve, hvor de nu viser sig. Og det klæder faktisk en patetisk punker.”

“Superfedt tegnet. Personer, som virker ægte. Dialogen sindssygt godt skrevet”

DR Troldspejlets podcast havde også svært ved at få armene ned. Jakob Stegelmann nåede i sin og Ida Ruds begejstrede anmeldelse af PUNK LIFE CRISIS bl.a. at sige:

“Det er sådan en underground-tegneserie forstået på den måde, at den er lidt vild i sin fremstilling af bandets op- og nedture. Han forstår personerne og jeg synes, det er superfedt tegnet. Mig minder det lidt om The Fabulous Furry Freak Brothers fra 1970erne. Det man sidder tilbage med er en masse interessante personer, som virker ægte. Jeg synes, dialogen er sindssygt godt skrevet. Jeg synes også, man kan ane et vist angreb på for meget politisk korrekthed og hvad man kan og ikke kan i dag. Et godt lille samtidsportræt af en generation.”

Anbefaling fra Jakob Stegelmann og Troldspejlet: Så når man vist ikke højere!

Rikke Hollænder læser PUNK LIFE CRISIS til Art Bubble på DOKK1.
Rikke Hollænder læser PUNK LIFE CRISIS til Art Bubble på DOKK1.

“Punket tegnestil og fortællestil. Rå og upoleret”

Eller gør man. For også på Nummer9.dk var der rosende ord og fire store stjerner fra Morten Tjalve:

“Hvis man kan tale om at have en punket tegnestil og fortællestil, så nærmer Simon Petersen sig: rå og upoleret. Langt tættere på de festivalreportager, han med mellemrum leverer her til sitet end tidligere og mere polerede udgivelser som fx I was a hippie cartoonist. Det har sin charme, så godt nok kan man sidde og tænke, at det kan Petersen jo gøre bedre, men til gengæld kan han næppe gøre det meget mere i historiens ånd. For en gangs skyld er det sjovt at opleve en nedt(o)ur. Så kan vi andre halvkedelige, halvgamle jo klappe os selv på ryggen imens og glæde os over, at vi valgte ikke at tage chancen.”

Konklusion: Køb Punk Life Crisis

Så hvis du også har fået lyst til at opleve en superfedt tegnet og sindssygt godt skrevet nedt(o)ur med stor kærlighed til både livet, (punk)rocken og dagligdagen og hip til politisk korrekthed – så smut ind til din tegneseriepusher og køb PUNK LIFE CRISIS! Eller bestil den direkte fra os.

Og bare rolig: Simon er allerede i gang med sin næste “græffik nåvvel” for Forlaget Eudor!

Tatiana Goldberg får signeret PUNK LIFE CRISIS.
Tatiana Goldberg får signeret PUNK LIFE CRISIS.