fbpx

“Ørsted” nomineret til Claus Deleuran Prisen 2021

Ørsted-han-satte-strøm-til-verden-nomineret-claus-deleuran-prisen-2021

Claus Deleuran Prisen har siden 2016 været branchens årligt tilbagevendende anerkendelse af de bedste danske præstationer indenfor tegneserien. Det er de 108 medlemmer af brancheorganisationen Danske Tegneserieskabere, der i to afstemninger op til uddelingen af prisen nominerer og stemmer om vinderne.

Nu foreligger resultatet af den første afstemning, og hvor Forlaget Eudor og dets serieskabere tidligere i bedste fald har været repræsenteret med en enkelt kandidat eller to blandt årets 15 mulige vindere, er vi i år pænt repræsenteret blandt de nominerede kandidater.

“Ørsted” nomineret som “Årets bedste danske tegneserie”

Bogforum 2021 program: Sussi Bech signerer på Eudors stand Ingo Milton signerer På Bogforum 2021 Jens Olaf Pepke Pedersen signerer På Bogforum 2021Sussi Bechs, Ingo Miltons og Jens Olaf Pepke Pedersens anmelderroste tegneseriebiografi om fysikeren H.C. Ørsted, Ørsted – han satte strøm til verden, er med over 4.800 eksemplarer nok den mest solgte danske tegneseriefortælling fra 2020.

“Ørsted” er nomineret i kategorien “Årets bedste danske tegneserie 2020”. Den skal kæmpe med to fornemme modkandidater, nemlig bind to af Karoline Stjernfelts fantastiske tegneserie-trilogi om Struensee og dronning Caroline-Mathilde, “I morgen bliver bedre 2: Dronningen” og Lars Kramhøfts anmelderroste “Noget frygteligt er altid lige ved at ske”. Det er således et fornemt og meget stærkt felt, “Ørsted” er oppe imod, så det bliver ingen skam at tabe – men vi håber selvfølgelig for Ingo, Jens Olaf og Sussi, at i morgen bliver bedre og at noget godt er lige ved at ske.

LÆS OGSÅ: Bogforum 2021: Signeringer på Eudors stand – program

Sussi Bech og Frank Bruun Madsen nomineret

Bogforum 2021 program: Sussi Bech signerer på Eudors stand Bogforum 2021 program: Frank Bruun Madsen signerer på Eudors stand på BogforumSerieskaberne bag årets tre bedste danske tegneserier går selvfølgelig til en vis grad igen i de øvrige kategorier.

Godt nok er Jens Olaf Pepke Pedersen ikke blevet nomineret til debutantprisen, men Sussi Bech er nomineret i kategorierne “Årets bedste danske tegneserietegner 2020”, “Årets bedste danske tegneserieforfatter 2020” og “Årets bedste danske tegneseriefarvelægger 2020” og gør således Karoline Stjernfelt kunsten efter. Karoline var i 2016 også nomineret i fire kategorier, og i år skal hun dyste med Sussi om prisen for bedste tegninger og farvelægning.

Sussi var i 2020 højaktuel med hele fire tegneserieudgivelser: Ørsted – han satte strøm til verden, Eks Libris 10: Finn Sysholm sejrer! og 6. og 7. bind af Sussi Bechs Samlede Værker.

Også Frank Bruun Madsen, der sidste år var aktuel med Eks Libris 10: Finn Sysholm sejrer!, det sidste bind i Eks Libris-serien, er nomineret i kategorien “Årets bedste danske tegneserieforfatter 2020”. Han er oppe imod Sussi Bech og Lars Kramhøft. Frank har rekorden for flest nomineringer i forfatter-kategorien, idet han tidligere har været nomineret tre gange, nemlig i 2016, 2017 og 2018, dog uden at vinde – vi krydser fingre for, at det går bedre denne gang.

Deadline for at stemme er den 25. oktober. Priserne uddeles ved en ceremoni på Bogforum den 7. november kl. 16:00 på Comics Scenen, og alle er selvfølgelig velkomne.

LÆS OGSÅ: Masser af tegneserier på Bogforum

Årets nominerede – den komplette oversigt

Her er den komplette oversigt over årets nominerede til Claus Deleuran Prisen 2021:

Årets bedste danske tegneserie 2020:
I MORGEN BLIVER BEDRE 2: DRONNINGEN af Karoline Stjernfelt
NOGET FRYGTELIGT ER ALTID LIGE VED AT SKE af Lars Kramhøft
ØRSTED – HAN SATTE STRØM TIL VERDEN af Sussi Bech, Jens Olaf Pepke Pedersen og Ingo Milton

Årets bedste danske tegneseriedebut 2020:
MIN NAT MED DIG af Tomas Lagermand Lundme og Fred Tornager
INFECTION VOL.1: RYGNING FORBUDT af Casper Sand
HARALD BLÅTAND af Nikolaj Lauritzen
LEGENDEN OM RIDDER IVAN af Jonas Doctor

Årets bedste danske tegneserietegner 2020:
SUSSI BECH
KAROLINE STJERNFELT
PETER SNEJBJERG

Årets bedste danske tegneserieforfatter 2020:
LARS KRAMHØFT
SUSSI BECH
FRANK BRUUN MADSEN

Årets bedste danske tegneseriefarvelægger 2020:
KAROLINE STJERNFELT
LARS JAKOBSEN
SUSSI BECH

Claus-Deleuran-Prisen-statuette-af-Bente-Bech

Om Claus Deleuran Prisen

Prisen er opkaldt efter tegneserieskaberen Claus Deleuran, og det synlige bevis på hæderen består af en statuette af Claus Deleurans alter ego, skolemesteren fra “Illustreret Danmarks-Historie for Folket”, modelleret af Bente Bech. Du kan læse mere om Claus Deleuran og statuettens tilblivelse på prisens hjemmeside. Her er også en oversigt over tidligere års kandidater og vindere.