Guide: 9 juletips fra Forlaget Eudor

juletips

Juletips

9 juletips fra det gamle forlag til en (lidt) hyggeligere jul med kravlemisser, kalenderhistorier og kræmmerhuse:

Juletips 1 kravlemisser 1. Juleklip: Ingen jul uden kravlemisser!

Intet stemmer hjertet mere til højtid end et hjem, der er fyldt med kravlemisser: i bogreolen, bag juleplatterne, over billedet af din gamle mor. Download vores udklipsark med Kravlemisser og lad Mis med de store Kugler (kendt fra tegneserien Eks Libris) byde gæsterne velkommen i dine stuer. Vælg klippeark A3 eller klippeark A4 alt efter din printers foretrukne papirformat.

Juletips 2 Mis med de store julekugler2. Læs en julekalenderhistorie!

Læs en julehistorie for din familie eller bare for dig selv. Billedbogen “Mis med de store Julekugler” blev hurtigt udsolgt, da vi udgav den i 2014, men beretningen om Mis, der forgæves forsøger at finde et hjem for vinteren fås nu som e-bog. Læs en side på din mobil hver dag fra 1. til den 25. december – eller snup hele historien i en stille stund, mens du venter på, at glöggen koger over og rødkålen brænder på.
Du får ovenikøbet 3 andre sjove historier om Mis med i handelen, når du køber e-bogen “Den store Mis med de store Kugler”.

3. Julekalenderhistorie: Nisserne i 1.B

Læs en dejlig julekalenderhistorie sammen med dit barn eller barnebarn!

Tove krebs Lange har skrevet og tegnet julekalenderbogen Nisserne i 1.B, der vil egne sig både til selvlæsning derhjemme og til oplæsning i indskolingen. I 26 kapitler følger vi 1.B og de to nisser Sofus og Molly:

Én gang om året får en ung skovnisse fra Troldeskoven lov til at rejse ind til byen for at sprede julehygge. I år er det Sofus’ tur, og han har planer om at blive verdens bedste decembernisse. Men Sofus’ lillesøster, Molly, sniger sig med på toget, og meget mod hans vilje må de nu følges ad. De to små nisser flytter ind på byens skole og gemmer sig i 1.Bs klasseværelse. Her prøver de i al hemmelighed at hjælpe med at skabe julestemning. Men næsten alle deres forsøg ender galt.

Find bogen her.

Prøv også Ingo Miltons fantastiske “Nissernes julekalenderhistorie”, som vi har udgivet som e-bog. Igennem 24 kapitler prøver hovedpersonen Asta at hjælpe nisserne Humpe og Clara. De har et stort problem, som skal løses inden den 24. december.

LÅN PÅ EREOLEN
https://ereolen.dk/ting/object/870970-basis%3A53844936

Juletips 3 kræmmerhuse 4. Juleklip: Pynt dit træ med kræmmerhuse!

Hold en litterær jul: Pynt træet med kræmmerhuse med motiver hentet fra tegneserien Eks Libris, kendt fra Weekendavisens litteraturtillæg. Et design af den fingernemme slags, som bør være obligatorisk pensum til enhver juleklippeaften i december! Du kan downloade klippearkene med de fire Eks Libris-kræmmerhuse i A3 eller A4.
Biker Bjarne Juniors jul

5. Den perfekte mandelgave

I tegneserien Eks Libris holder figurerne også jul. Allerede i oktober begynder Roald Harm f.eks. at skrive de første læserbreve om julehysteriet – det er sådan en hyggelig tradition. Og forfatterne render til så mange julefrokoster på forlagene, at de ikke kan komme gennem porten til Kulturministeriet for at klage deres nød over den smalle bogs trængsler. Den bebrillede boghandler Palle møder sin storbarmede bibliotekar Bolette til en nytårsfest. Og i familien Biker Bjarnes festpyntede rockerborg danses der om potten med kruspersille inden der trækkes gåsekrog for spøg.
Vi har samlet de bedste 235 striber i bogen Den store Finn Sysholm, og der er masser af julestriber – lige til at klippe ud og hænge op på køleskabet eller døren til badeværelset, så dine gæster har noget at more sig over, mens de venter på deres tur. Den store Finn Sysholm er også en genial mandelgave.

Finn Sysholm sprællemand 6. Juleklip: Spræl med Finn Sysholm

Ingen jul uden sprællemænd. Ingen litteratur uden forfattere. Derfor har vi i samarbejde med tegneren Sussi Bech produceret et klippeark med sprælleforfatteren Finn Sysholm. Klip ham ud og lad ham sprede humør og glæde, hver gang der bliver hevet i snoren på den gamle Nobelpris-aspirant. Download klippearket og find saks og klister frem.

7. Jul med H.C. Andersen

H.C. Andersen og Jan Mogensen - bøger til små børn H.C. Andersen skrev flere julehistorier. En af de smukkeste er “Den lille pige med svovlstikkerne”. En barsk beretning om en lille fattig pige, der er sendt ud for at sælge svovlstikker nytårsaften, og som er bange for at vende hjem uden at have solgt noget. H.C. Andersen skrev den i 1845, hvor den blev udgivet Dansk Folkekalender for 1846.
Den danske illustrator Jan Mogensen har omsat “Den lille pige med svovlstikkerne” til en smuk, stemningsmættet billedbog, som vi har udsendt som e-bog. Den har været vores mest populære digitale titel, siden den udkom i 2017. Den kan købe i netboghandelen eller lånes på eReolen. Hent den ned i julen og læs den sammen med børnene.

8. Julegave-idé: Nofret-plakat til din væg

Hvis du skal finde på en helt personlig gave til en ven eller et familiemedlem, der er helt vild med Sussi Bechs tegneserie “Nofret”, så bestil en stor vægplakat (helt op i A1 format) fra vores samarbejdspartner Kræss. Plakaterne printes på farveægte, arkivbestandigt Hahnemühle Matte Art Paper 210 g for bedste kvalitet. Alle størrelser leveres pr. post uindrammet. Mindre størrelser (A5 til A2) kan sendes indrammet, mens store størrelser (50×70 til 70×100) kan afhentes indrammet i butikken i København.

Klik her for at læse mere

9. Juleklip: Juletromme med Mis

Intet juletræ uden trommer! Sussi Bech og Frank Bruun Madsen har designet et par fikse juletrommer med kultklassikeren Mis med de Store Kugler, kendt fra tegneserien Eks Libris, der vil pynte på hvert et juletræ.

Download dit gratis juleklippeark her, print det ud, klip, klistr og hæng op!

Og med disse juletips vil vi ønske dig en

Glædelig jul!