Overblik: efterårets nye tegneserier og billedbøger

Efteråret 2019 - Masser af nye tegneserier og billedbøger

Tre nye tegneserier, to nye billedbøger og et genoptryk udgør Forlaget Eudors velspækkede efterårsprogram. Her kan du læse en detaljeret beskrivelse af de seks bogudgivelser, inden du bestiller:

KLIK HER og se vores nye efterårs-bogkatalog

Eks Libris 9

nye tegneserier og billedbøger efteråret 2019Weekendavisen bringer hver uge tegneserien Eks Libris og som sædvanlig udgiver vi i starten af september en lækker softcover, hvor man kan nyde det forløbne års 52 striber i kronologisk rækkefølge. Forårets “negerdebat” i forbindelse med Gyldendals udgivelse af Halfdan Rasmussen går ikke upåagtet hen, idet Biker Bjarne beslutter at lære sin søn alle de frække ord i Halfdans børnevers, inden bøgerne bliver forbudt. “Vi er litterære preppers!” påstår han, da fru Biker Bjarne stiller spørgsmål ved det fornuftige i at præge Junior på den måde.
Vi får også sommerstriberne, hvor ph.d. i børnelitteratur Jonna Twinger renser ud i børnebibliotekets bogsamling.

56 sider, 170 x 240 mm, softcover, DKK 149,50. Udkommer 2. september.

Nofret – Slave i Levanten

Nofret-slave-i-levantenEfterårets nok største nyhed er Sussi Bechs nye Nofret-album, Slave i Levanten, et afsluttet 80 siders album, der genfortæller Nofrets oprindelseshistorie. Albummet er med 4 siders ekstramateriale om tegneseriens tilblivelse, og i samme format og udstyr som Sussi Bechs Samlede Værker.

Albummet udgives ekstraordinært med to forskellige forsider.

Historien: Nofret og hendes søster Kiya bliver samlet op af skruppelløse pirater under en bådtur ud for Kreta. Snart bliver de skilt fra hinanden. Nofret bliver ført til havnebyen Byblos på den libanesiske kyst, hvor hun bliver solgt til en slavehandler. Nu begynder en umenneskelig march i lænker gennem Levantens cederbevoksede skove og brændende ørken. Kun venskabet med de andre slaver holder Nofrets mod oppe, mens de bevæger sig mod handelsbyen Tadmor. Men assyrerne er på krigsstien.

sussi-bechSussi fortæller selv om baggrunden for det nye album: “Når jeg har set tilbage på mit første Nofret-album, har det altid slået mig, hvor lidt jeg fortalte om Nofrets rejse, fra hun bliver solgt som slave i Byblos, til hun ender som haremskvinde i Babylon. Jeg tænkte, at den del af Nofrets liv måtte kunne fortælles mere udførligt og måske med lidt mere alvor. For sjovs skyld tegnede jeg en enkelt side op tilbage i 2014. Det blev til én til, og snart var jeg helt grebet af at genfortælle starten på historien om Nofret. Dog uden at bryde med den gamle fortælling.”

80 sider, 235 x 315 mm, hardcover, DKK 169,50. Udkommer 2. september.

Den flyvende kuffert

9. september udgiver vi Sussi Bechs nye billedbog, “Den flyvende kuffert”. Den er baseret på et eventyr af Hans Christian Andersen fra 1839, et af eventyrdigterens allerførste, og Sussi har illustreret med smukke, orientalske billeder fra 1800-tallets Istanbul. Billedbogen er velegnet til højtlæsning fra 4 år.

Historien: Der var engang en købmandssøn, der arvede en masse penge. Han levede lystigt og fik masser af venner, men til sidst ejede han ikke mere end fire skilling og havde ingen andre klæder end et par tøfler og en gammel slåbrok. »Pak ind!« sagde hans ven og sendte ham en gammel kuffert. Men købmandssønnen havde ikke noget at pakke ind, så satte han sig selv i kufferten. Det var en løjerlig kuffert. Så snart man trykkede på låsen, kunne kufferten flyve. Det gjorde den. Vips! Og så kom han til tyrkernes land.I Tyrkiet går alle rundt i slåbrok og tøfler, og da vor helt er god til at fortælle historier, bliver han hurtigt forlovet med prinsessen.

36 sider, 270 x 205 mm, hardcover, DKK 229,50. Udkommer 9. september.

Alf vil ha’ et kæledyr NU!

alf-vil-ha-et-kæledyr-nuFrank Madsen har skrevet og tegnet en gakket billedbog for børn om drengen Alf, som både børn og forældre vil elske af læse sammen.

Historien: Alf er 5 år. Alf holder enormt meget af dyr. Hver dag spørger Alf sin mor og far, om han ikke nok må få et kæledyr. Til sidst kører mor og far hen for at købe et dyr til Alf. Men Alf vil ikke have en hamster. Alf vil have et vildt dyr!

36 sider, 210 x 210 mm, hardcover, DKK 229,50. Udkommer 24. september.

Sussi Bechs Samlede Værker bind 5

5. bind af Sussi Bechs Samlede Værker, Nofret – Samlede historier III, indeholder Nofret album 7-9: “Med døden om bord”, “Gravrøverne” og “Nattens hævner”. Her vender Nofret tilbage til Egypten, hvor hun bliver hvirvlet ind i magtkampen mellem farao Akhnaton og Amonpræsterne og hofintrigerne mellem dronning Nefertete og andenhustruen, Nofrets søster Kiya. Som sædvanlig er der kælet for reproduktionen af Sussis tegneserier, der præsenteres i stort format og lækker indpakning. Ligesom tidligere bind er der masser af ekstramateriale, hvor man kan læse om Sussis arbejde med Nofret-serien, bl.a. et afsnit om Tegnestuen Gimles julekalender-tradition illustreret med aldrig offentliggjorte tegninger.

192 sider, 235 x 315 mm, hardcover, DKK 425,00. Udkommer 24. september.

Dalila den Drevne

Endelig udkommer 2. oplag af Sussi Bechs ungdomsværk, tegneserien Dalila den Drevne, som har været totalt udsolgt fra forlaget siden foråret. De kunder, der har skrevet sig på venteliste, får automatisk besked.

Historien: Dalila den Drevne foregår i Bagdad på Harun al-Rashids tid omkring år 800 e.v.t. Den er baseret på et eventyr fra 1001 Nat. Kaliffen har givet de to værste skurke i Bagdad høje embeder pga. deres evner som svindlere. Enken Dalila, med tilnavnet “den drevne”, stiler også efter en velbetalt stilling indenfor det offentlige, og sammen med sin datter Zainab gør hun nu alt for at henlede kaliffens opmærksomhed på deres eksistens. Fortalt med et sprudlende overskud og smittende humør.
Indeholder desuden 20 siders ekstramateriale, hvor Sussi fortæller om tilblivelsen af »Dalila den Drevne« og om dannelsesårene før gennembruddet som tegneserieskaber – illustreret med masser af aldrig før offentliggjorte arbejder fra ungdomsårene! Har man selv børn, der tegner, vil disse sider give dem et indblik i, hvor langt Sussi Bech var nået i sin kunstneriske udvikling, da hun var på deres alder.

120 sider, 235 x 315 mm, hardcover, DKK 325,00. Udkommer 24. september.

Mød Sussi og Frank

Sussi Bech og Frank Madsen vil signere deres tegneserier og billedbøger ved flere forskellige lejligheder i løbet af efteråret:

Tegneseriebutikken Fantask 7. september
Tegneseriebutikken Faraos Cigarer i september (tidspunkt vil blive annonceret)
Tegneseriefestivalen Art-Bubble i Rundetårn 9.-10. november
Bogforum i Bella Center 15.-17. november

 

Efteråret 2019 - Masser af nye tegneserier og billedbøger