fbpx

Fejden mellem H.C. Ørsted og Grundtvig

Fejden mellem H.C. Ørsted og Grundtvig beskrives i ny tegneserie fra Forlaget Eudor

“Under forarbejdet til tegneserien var Ørsteds strid med Grundtvig noget af det, der overraskede mig mest,” siger Jens Olaf Pepke Pedersen, der sammen med Ingo Milton og Sussi Bech står bag den første tegneserien om H.C. Ørsted, “Ørsted – Han satte strøm til verden”. Det er første gang, Ørsteds liv bliver fortalt som tegneserie.

Polemisk og aggressiv Grundtvig

“I dag har vi billedet af Grundtvig som den milde, rummelige og poetiske teolog, men i hans tidlige år var han særdeles polemisk og aggressiv overfor sine modstandere. Ørsted og Grundtvig havde en strid, som varede i flere år, og som blandt andet drejede sig om forholdet mellem tro og viden. Grundtvigs verdensbillede var sort-hvidt, og han kastede sig derfor ind i kampen med både personlige angreb og voldsomme skældsord, ligesom han i øvrigt også brugte mange ufine retoriske kneb. Ørsted fremstår i debatten som den mere rationelle, men han kunne dog også være perfid, som når han skrev, at Grundtvig ‘måtte have valgt sit standpunkt på vejen til hospitalet’. Heldigvis husker vi i dag mest Grundtvig for hans talrige salmer og sange, der står som et stærkt symbol på, hvad det vil sige at være dansk.”

LÆS OGSÅ: H.C. Ørsted og elektromagnetismen

Læs mere i tegneserien om Ørsted

Du kan læse mere om fejden mellem H.C. Ørsted og N.F.S. Grundtvig i tegneserien “Ørsted – Han satte strøm til verden”, som Forlaget Eudor har udgivet i anledning af 200-året for opdagelsen af elektromagnetismen.

#HCØ2020