De første anmeldelser af Peter Madsens sketchbook GODTFOLK er tikket ind, og der er store roser:
Kulturkapellet har har svært ved at få armene ned af begejstring. Den 224-siders “coffe-table-bog” får fornem ros i Torben Billes anmeldelse:
“Hvis du er vild med Madsens streg, så er dette en bog du bare må eje, for det er vanskeligt ikke at blive på én gang superimponeret, ganske ydmyg (hvis du selv tegner – red.) og ikke mindst i supergodt humør, idet du bladrer gennem bogen. Det er simpelhen en udgivelse der strutter af liv, saft og kraft. En samling tegninger, som det er meget vanskeligt ikke at blive vild glad af at betragte.”
“Godtfolk sprudler af tegneglæde, fortællelyst og humor.”
“… en oplagt gave til alle der i forvejen har alle Peter Madsens værker på hylden eller til dem, der er interesseret i tegning og som har lyst til at se en mester i arbejde.”
Også roser fra Nummer9 og bibliotekerne
Også Nummer9’s anmelder Martin Kirchgässner og bibliotekernes lektøranmelder Jacob Holm Krogsøe er begejstrede:
“Folk og fæ portrætteres muntert og mesterligt i Peter Madsens skitsebog: Med Godtfolk sætter Peter Madsen en tyk, sort streg under sin fænomenale tegneteknik og skarpe iagttagelsesevne, og bogen bekræfter tesen om, at tegnekunst i høj grad også handler om at se. Bruge øjnene. Se sig omkring og iagttage det, som de fleste er mest optaget af: andre mennesker,” skriver Martin Kirchgässner.
Jacob Holm Krogsøe supplerer: Peter Madsen besidder “en både underfundig, kærlig og skarp humor, hvor han viser det sjove ved livet, og mennesker, uden at være nedgørende. Varm og lækker udgivelse, anbefales til alle samlinger.”
Køb ‘Godtfolk’ i dag
Du kan bestille GODTFOLK i vores webshop eller hos din lokale boghandler, ligesom du kan finde den i tegneseriebutikkerne Fantask og Faraos Cigarer.
Herunder: Opslag fra “Godtfolk”.




