Interview med Ole Pihl: “Oluf Høst og bornholmermalerne lagde fundamentet til den danske modernisme”

Vi har interviewet Ole Pihl i anledning af udgivelsen af hans seneste tegneserie, “Sommeren før stormen”, en grafisk fortælling om Hedvig og Oluf Høsts besøg på Bornholm og mødet med de danske modernister i 1914.

– Hvorfor har du lavet tegneserien?

– Som bornholmer har jeg altid været draget af forbindelsen mellem kunstens betydning for øen, og hvorfor den har været så dragende på så mange generationer af malere og kunstnere, der er blevet ved med at arbejde på øen. Som barn har øen altid været en eventyrø for mig, hvor alt kunne ske.

– Hvordan gik du til opgaven fortællermæssigt og visuelt?

– Jeg har kigget meget på Oluf Høsts inspirationskilder, Cézanne, Van Gogh, Edward Munch, Emil Nolde og flere af de tyske ekspressionister. Både den München-baserede gruppe ”Der Blaue Reiter” og den Dresden-baserede gruppe ”Die Brucke”.

– Hvad er forskellen på den unge Oluf Høst i 1914 og den ældre efter krigen?

– Høst udviklede sig meget fra tysk ekspressionisme til fransk post-impressionisme, til mørk symbolisme. Hans sidste billeder var Orion-billederne, der nærmest er romantiske nattevisioner.

– Hvad har Oluf Høst og hans generation betydet for dansk kunst, og hvor ser vi den betydning i dag?

– Høst og bornholmermalerne er den nye generations opgør med Skagensmalerne, impressionismen og naturalismen. De lagde fundamentet til den danske modernisme, der har præget kunsten helt op til i dag. Generelt er hele grundlaget for den modernistiske tradition i maleriet skabt af Cézannes kunstsyn. Cézanne er faderen til den danske og europæiske modernisme. Siden er der så kommet mængder af andre ismer, der alle mener, at de er de mest moderne. Det er da meget muligt, men deres fundament er stadig Cezanne: Det er farven, der skaber rummet, det er farvens psykologi, der skaber oplevelsen af rummet og stedet. Det er det, der er revolutionen, og det forstod modernisterne. Modernisterne bragte sanserne og psykologien ind i oplevelsen af kunsten. Ekspressionisme kommer indefra og ud på lærredet. Impressionisme kommer udefra og ind på lærredet.

– Fortæl om din barndom i Rønne.

– Alle mine barndomserindringer er præget af en enorm nysgerrighed og glæde ved at skabe. Vi havde håndværkere og kunstnere i familien, så det var naturligt at male på væggene, og det fik vi lov til, fordi det gjorde de gamle. Vi indtog de huse, vi boede i, og transformerede dem på hver vores måde. Da vi boede med bedsteforældrene, var det den kristne motivverden, det handlede om, morfar sad på første sal og malede billeder af Jesu liv og levned, og vi blev som børn sendt i indremissionsk søndagsskole. Men vi fattede ikke al den snak om arvesynden og straf. Det var en plage at komme igennem, og vi kunne eller turde ikke stille spørgsmål til det verdenssyn, som de voksne præsenterede for os. Men for os var selve øen og dens natur det virkelige eventyr, de dybe skove i Almindingen, Ekkodalen, de gamle middelalderborgruiner som Hammershus, klippehulerne, de lokale fortællinger om de underjordiske og om skovtrolde. Det var mere spændende end al den snak om Jesus og hans disciple. Bornholm er en historisk ø fuld af fortællinger om vikinger, gamle konger og historier om, hvordan vi smed de svenske besættelsestropper ud. Om tyskernes besættelse og ikke mindst om, at russerne efterfølgende bombede, og at Rønne og Nexø blev totalt hærgede. Min fars hus og resten af husene i gaden blev totalt sønderbombet. Derefter besatte russerne øen og forlod den først i 1946 forlod. København kom ikke til undsætning, men svenskerne kom og byggede nye huse, både i Rønne og Nexø. Den danske regering var meget tøvende, og det har Bornholmerne aldrig glemt.

Vi børn så skibene i havnen og sejle om natten med damper til København. Vi kørte med tog ind mellem skovene og klipperne. Ud til alle fætrene og kusinerne ude på landet, et frit liv og der var ingen, der kontrollerede os. Vi var frie og gjorde vilde ting. Bornholm har altid stået for mig som frihedens, inspirationens og kunstens ø. Senere flyttede vi til København, og det er jo en helt anden fortælling om 68-oprøret og alle hippierne i kollektiver.

– “Sommeren før stormen” kommer næsten 50 år efter din tegneseriedebut.

– Det er helt vildt, der er gået så mange år, det har været en lang rejse, og jeg er ikke færdig. Jeg har arbejdet meget bredt som tegner, grafiker, arkitekt og som underviser i tegning på arkitektskolen. I 18 år tog vi på studietur til Italien og senere til Japan, der jo har en enorm stor popkultur sideløbende med den klassiske japanske arkitektur og kunst. Jeg har også lavet en lang række tegneseriealbum fra klassisk krimi til sci-fi, sidst med ”Bridge in Berlin”, der er sci-fi, der fortæller om min fascination af den tyske arkitekt Schinkel og hans neoklassiske arkitektur, inspireret af den Italienske renæssance og hele den græsk-romerske kultur. Og ikke at forglemme de tyske romantikere. Det har været en enorm glæde at undervise og kunne dele min begejstring for arkitekturen og kunsten med alle de nye generationer. Hvilket jo netop er, hvad ”Sommeren før stormen” handler om, en fortælling om den begejstring, som den nye generation, de danske modernister, skabte på Bornholm, hvor de mødtes omkring en fælles idé om at genopdage og genfortolke verden.

– Du debuterede med “Leif i forstaden” i 1978. Hvordan har tegneserien og du selv ændret dig siden da?

– “Leif i forstaden” var netop også et generationsmanifest, der handlede om, hvor urimelige vilkår de unge havde i betonforstæderne. Jeg arbejdede i ungdomsklub og havde alle deres problemer tæt på. Jeg boede i kollektiv i Hvidovre, og sammen med Jens Tofteskov lavede vi et politisk manifest. Vi havde et band i kollektivet, der hed Overdrevet, og vi lavede en LP, der hed ”Leif i Forstaden”, med sange, der var klassisk agitprop. Vi havde HIPS (Hvidovre ikke-partipolitiske samling) som en tværpolitisk organisation, nok mest et venstrefløjsprojekt, men fint nok. Vi havde også det store musik- og teaterforsamlingshus, Risbjerggård, der i den store sal kunne rumme 300 mennesker og en kælder under huset med trykkeri, hvor vi trykte al mulig propaganda. Vi havde masser af musik, alle de store og små bands spillede der. Så tegneserien lå lige i forlængelse af det arbejde, som kunstnerkollektivet og bandet Røde Mor lavede.

Det var nogle vigtige, formative år. Jeg gik på forskole til Akademiet og tegnede alle formiddage, og tre år senere kom jeg ind på Kunsthåndværkerskolen og tog netop afgang med tegneserien “Leif i Forstaden”. Det lavede dog en del ballade, fordi mine lærere ikke mente, at man kunne blande kunst og politik. Serien gik også i Samvirke, der var FDB’s blad, og her kom også en masse ballade ud af det, men vi skabte opmærksomhed på de unges vilkår. Så det var godt at kunne bruge tegneserien som politisk agitation og værktøj.

Det fortsatte jeg så med i de efterfølgende tre serier, ”Som blommen i et æg”, ”Det hvide guld” og ”Nordstjernen”. Senere lavede vi så tidsskriftet ”Kannibal”, der var en kombination af nye tegnere og forfattere i starten af firserne. Det gjorde vi på tegnestuen ”Mand over bord”, hvor vi lavede masser at illustrationer, plakater, musikvideoer, covers- og design opgaver. Det var i de vilde 80´ere, det var skønt, og vi hang altid ud på Café Sommersko, der lå lige ved siden af tegnestuen.

Senere lavede jeg albummet ”Mozart i vinden” med forfatteren Jens-Martin Eriksen. Serien var lavet i en særlig scraperboard teknik, hvor man ridser i sorte papplader, der nederst er bemalet med kridt. På den måde opnår du en særlig grafisk effekt med negative streger, ovenpå malede jeg så videre med akrylfarver og airbrush. Scraperboard er egentlig en spændende gammel grafisk teknik, der er lidt i familie med linoleumstryk, som Røde Mor brugte flittigt. Jeg nåede lige at lave to små serier med ”Victor og den blå kannibal” til Gyldendal. Hovedpersonen Victor bor på Bornholm og har en god ven, den blå kannibal, som er strandet på øen og som har måttet spise fisk for at overleve. Han hjælper Victor, der lider at konstante mareridt, hvor han falder og falder i sine drømme. Kannibalen lærer ham at flyve i drømme og i serien bliver drøm og virkelighed til ét og Victor får et liv og begynder at handle, forstå og at interagere med den verden han faktisk lever i.

Vi tog til New York, hvor jeg hele tiden gik ind i folk og gadelamper, fordi jeg var dybt betaget af alle de historiske art deco-skyskrabere, så da vi kom hjem, foreslog min kone, at jeg burde studere arkitektur.

Jeg blev optaget på Kunstakademiets Arkitektskole på Henning Larsens afdeling, det var fantastisk, her fik jeg afløb for min kroniske besættelse af arkitektur. Efter min afgang arbejde jeg på Politiken og for LEGO med design af verdenskoncepter. Her kunne alt lade sig gøre, det var en fest.

Pludselig var der et opslag i arkitektbladet om et ph.d.-stipendiat på Institut for Arkitektur og Design, den nystartede arkitektskole i Aalborg. Her lavede jeg mit ph.d.-projekt, der hedder: ”Stedet der ikke er”. Den virtuelle arkitekturs oprindelse, eksemplificeret gennem science fiction-film, tegneserier og litteratur. Det var simpelthen fantastisk spændende at arbejde med arkitektur og kunst helt fremme i frontlinjen, hvor de nye hybride kunstformer og arkitektur opstår, og selvfølgelig hvilke inspirationskilder vi rent kunsthistorisk har trukket på. Det fortsatte jeg med som lektor og underviser på instituttet i 18 år, hvor jeg i den forbindelse lavede albummet ”Bridge in Berlin” og en række bøger og artikler om arkitektur og kunst.

“Sommeren før stormen” udkommer 24. april.