Eudor på børnebogsmessen i Bologna 2026

Forlaget Eudor deltog 12.-16. april i børnebogsmessen i Bologna for første gang.

I januar modtog vi en mail fra arrangørerne, der spurgte, om vi ville være interesseret, hvis vi fik en invitation med rejse, ophold og en stand i Comics Corner – messens område helliget tegneserieforlagene. Det takkede vi selvfølgelig ja til. Messen inviterer hvert år en række forlag fra hele verden for at gøre den international.

Bologna Children’s Book Fair: 1.500 udstillere fra 90 lande

Bologna Children’s Book Fair (BCBF), som er messens officielle navn, har været afholdt hvert år siden 1963, er verdens førende fagmesse for børnebogsbranchen og forvandler i en lille uge Bologna til et førende globalt knudepunkt for udveksling af ophavsrettigheder inden for forlagsvirksomhed, multimedier, licensering, illustration og animation.

De senere år har man kraftigt satset på at udvide Comics Corner. I år deltog 1.500 udstillere fra 90 lande og messen tiltrak 32.652 forlæggere, redaktører, forfattere og illustratorer til den norditalienske by.

Messen arrangeres med støtte fra det italienske handelsagentur (ITA) og det italienske udenrigsministerium.

Herunder kan du se nogle videoer fra 2026-udgaven af Bologna Children’s Book Fair (BCBF).

Comics Corner: 96 tegneserieforlag fra hele verden

I flyet til Bologna mødte vi flere af vores kollegaer, også fra tegneseriebranchen, der skulle ned og tale med deres samarbejdspartnere og se på udenlandske udgivelser, der måske kommer i dansk oversættelse det næste års tid.

I lufthavnen blev vi hentet af en chauffør og kørt til vores hotel, Zanhotel Europe, der de næste fem dage var hjem for indbudte tegneserieforlæggere fra hele verden. Hver dag blev vi kørt i bus til og fra messen, der afvikles i kongrescentret BolognaFiere i byens udkant, Bolognas svar på Bella Center, blot seks gange større.

Comics Corner lå i hal 30, der også husede de europæiske stande. I midten lå de forlag, der havde købt et bord og en reol, mens de inviterede forlag lå i en vinkel udenom. I alt 96 forlag var repræsenteret. I vores område havde forlag fra Spanien, Kroatien, Indien, Norge, Japan, England og Frankrig deres borde og hylder, og efter fire dage fik alle snakket med hinanden.

Eudors naboer

Ivana Armanini
Ivana Armanini

Vores kroatiske genbo var således Ivana Armanini, selv kunstner og initiativtager til Komikaze, der både er en antologiserie med alternative og kunstneriske tegneserier og en webportal, der har eksisteret i 24 år.

Vores umiddelbare nabo var Kunihiro Mishima, ejer af forlaget Mishimasha med 10 ansatte og udgiver af bl.a. Miri Masudas populære tegneserier, der handler om hverdagslivet, usikkerheden og de indre tanker hos singlekvinder midt i livet.

Alifbata Éditions (der havde bord henne ved døren ind til det “hemmelige” rum med kaffemaskinen) var fra Marseille og havde specialiseret sig i udgive arabiske tegneserier på fransk, der fokuserer på nutidige samfundsforhold, fiktion og politik.

Møder, møder, møder

Ellers gik tiden med at holde møder à en halv time med forlag, man havde lavet aftaler med i månederne og ugerne forinden, eller med forlag, der spontant kiggede forbi efter at have studeret vores udgivelser.

Nogle møder blev afholdt i andre haller hos forlag, der havde stand udenfor Comics Corner, så der var en ivrig trafik frem og tilbage af redaktører, der havde deres udgivelser og foreign rigths-kataloger med i rygsække og rullekufferter til at vise frem.

For Eudor var messen i Bologna en meget positiv oplevelse, hvor der var interesse for vores tegneserier og billedbøger fra forlag i Indien, Brasilien, Canada, Argentina, Sri Lanka og Frankrig. Så nu må vi se, om Kurt Dunder, Nofret, Ørsted og Snus Mus finder vej til nye markeder.

 

Oversigt over børnebogsmessen i Bologna, der afvikles i syv haller plus udendørsarealer.

Ragazzi Awards og prisfest

Årets Ragazzi-priser blev uddelt mandag aften ved en stor fest på byens Palazzo Enzo Re, hvorefter der var fri bar og høj livemusik.

Da BCBF er en international børnebogsfestival, handler de fleste kategorier om at hædre forlæggere, redaktører og børnebøger fra hele verden, men der var tre tegneseriekategorier:

Comics – Early Reader: Casey’s Cases: The Mysterious New Girl af Kay Healy. Udgivet af Neal Porter Books i USA.
Comics – Middle Grade: Le Journal de Samuel af Emilie Tronche. Udgivet af Casterman i Frankrig.
Comics – Young Adult: Sentimental Kiss af Camille Van Hoof. Udgivet af L’employé du moi i Belgien.

BCBF 2026 Ragazzi Awards

Foredrag

Messen bød også på mange foredrag på forskellige scener fordelt rundt omkring i de syv haller. Som indbudt forlag var man forpligtet til at overvære et enkelt på første messedag, om situationen for det italienske bogmarked, der bød på interessante tal:

  • Bogmarkedet er nu den næststørste spiller på Italiens kulturmarked, kun akkurat overgået af betalings-tv.og med videospil på en klar 3. plads.
  • Bogmarkedet var faldet 2,1% fra 2024 til 2025, tegneserier dog kun med 1,6%. Udenlandsk fiktion og børnebøger var gået 2% frem.
  • Indenfor tegneseriekategorien var graphic novels gået 1,2% tilbage, mens manga, børneserier og avisstriber havde beholdt deres markedsandel.
  • Italiens litteratureksport fordelte sig med bl.a. 40% til børnebøger/YA, 24% til faglitteratur, 4% til religiøs litteratur og 2% til tegneserier.
  • 61% af disse rettigheder blev solgt til europæiske forlag fulgt af Asien (15%), Sydamerika (10%), Mellemøsten (8%) og Nordamerika (3%).
  • Flest italienske bøger oversættes til spansk, kinesisk og portugisisk, mens især engelske, franske og tyske bøger bliver oversat til italiensk.

Kilde: AIE Associazione Italiana Editori.

 

Slide fra foredraget om det italienske bogmarked 2025.
Slide fra foredraget om det italienske bogmarked 2025.