Rundetaarn var tirsdag aften fyldt med videnskab, tegneserier og feststemning, da udgivelsen af den nye tegneserie om Ole Rømer blev fejret med bogreception. Mange havde købt billet, så tilhørerpladserne i Rundetaarns Bibliotekssal var godt fyldt op.
Rundetaarns historiker Rasmus Agertoft styrede debatten og interviewede tegneseriens tre ophavsmænd, Bjørk Matias Friis, Flemming Hansen og Jens Olaf Pepke Pedersen. Sammen med astrofysiker og professor ved Niels Bohr Institutet Anja C. Andersen diskuterede de, hvordan man omsætter den komplekse historie om Ole Rømers opdagelse af lysets hastighed og hans alsidige virke som astronom, opfinder, ingeniør og embedsmand til en tegneserie.
Ole Rømer mødte selv op
Og for en sikkerheds skyld var hovedpersonen selv mødt op. Flemming Hansen deltog nemlig i panelet iført Ole Rømer-kostume, hvilket gav den historiske skikkelse en ganske konkret tilstedeværelse i salen.
Samtalen kredsede blandt andet om Rømers bemærkelsesværdige observation af, at lyset ikke bevæger sig øjeblikkeligt. Ved at studere Jupiters måne Io kunne han i 1670’erne påvise, at lyset har en endelig hastighed – en erkendelse, der ændrede forståelsen af universet.
Signering af Ole Rømer-tegneserien
Efter paneldebatten skiftede stemningen fra samtale til reception. Gæsterne kunne mingle i Rundetaarns historiske rammer, se Rundetaarns udstilling om Ole Rømer, købe den nye tegneserie og få den signeret af ophavsmændene. Der blev serveret crémant, most og mini-macarons, mens samtalerne om Ole Rømer og tegneserien fortsatte rundt om i salen.


