#grooming? ”Grooming er et engelsk begreb, der beskriver processen, hvor en krænker opbygger en relation til et barn eller en ung med henblik på at begå et seksuelt overgreb.” Citat fra Red Barnets hjemmeside. Kat, som egentlig hedder Katrine, er 16 år og går i 9. klasse. Hun og hendes familie er kristne og kommer i en kirke, hvor Ingo på 29 år også kommer. Ingo laver film og tv og er gift med Miriam, men det går ikke så godt på hjemmefronten, betror han Kat. I forbindelse med Kats skolepraktik kører Kat og Ingo til Aarhus for at filme et seminar. I Aarhus overnatter de to i en lejlighed … »Ellers kan vi bytte,« råber jeg ude fra køkkenet. »Så kan jeg sove på gulvet i stuen, og du kan tage sengen.« Jeg går tilbage til ham, stiller mig i døråbningen. Han rejser sig. »Ikke tale om.« »Du må gerne,« siger jeg. »Hvis jeg skal sove i den ene af sengene, så skal du sove i den anden.« »Der er da kun en seng.« »Der er da to. Men du har måske tænkt dig at brede dig?« griner han. »Nej … Jeg behøver selvfølgelig ikke to senge.« »Mener du, at vi begge to kan sove derinde?« Jeg vender mig og går hen til soveværelset. Det var ikke det, jeg mente, men det er virkelig en stor seng. Han kommer hen imod mig, kan jeg høre. Jeg går nogle skridt ind i soveværelset. KATS BOG En roman af Vibeke B. Arildsen Udkommer 1. oktober Anmeldereksemplarer kan bestilles på post@eudor.dk Pressekit: www.eudor.dk/katsbog/ Kontakt forfatteren på 26511800 eller vbarildsen@gmail.com Med venlig hilsen Forlaget Eudor Om forfatteren Vibeke Bruun Arildsen har oversat flere end 40 bøger for børn og unge fra tysk, svensk, norsk og engelsk. Hun er uddannet cand.mag. i dansk. Kats Bog er hendes sjette roman. Hendes debutroman, Marlene og kærligheden (Gyldendal 2004) blev nomineret til Orlaprisen. Romanen Sophie. Dronning af Danmark (Gyldendal 2006) udkom i 2008 på russisk. Vibeke B. Arildsen har også lavet tv for børn og unge. Om tro og kirke Vibeke B. Arildsen er selv troende og kom i en årrække i en frikirke; hun kender således bogens univers indefra. En frikirke tilbyder både et trosfællesskab, opbakning, forståelse og gode venner, og man skal ikke være perfekt for at være der, Gud elsker én, som man er. I netværksgrupperne er der ingen facade, man åbner sig for hinanden. Det kan være befriende og sundt, men det kan for eksempel også medføre en større eller mindre grad af social kontrol. I dag kommer Vibeke i folkekirken, men har stadig gode venner i frikirken. Crossover I Vibeke B. Arildsens forrige roman, Hemmeligheder, var Kat med som en biperson. Hemmeligheders hovedperson, Julie, er med som biperson i Kats Bog. De to romaner kan læses uafhængigt af hinanden.