Tegneserier
Hvad er en graphic novel?
jan
Simon Petersens prisbelønnede graphic novels “Punk life Crisis” og “Skolen for livet”.
Graphic novel dukkede som begreb for alvor op i Danmark for 15 år siden, da en ny generation af amerikanske og franske tegneserieskaberes værker med nogle års forsinkelse skyllede ind over os.
Graphic novel boom i 1990’ernes USA
Op gennem 1990’erne og 2000’erne havde nordamerikanske forlag som Fantagraphics, Drawn & Quarterly og Top Shelf udgivet tegneserier af Charles Burns (Black Hole), Craig Thompson (Blankets), Daniel Clowes (Ghost World), Alison Bechdel (Fun Home), Chris Ware (Jimmy Corrigan) og Joe Sacco (Safe Area Goražde).
Fælles for denne nye generation af tegneserieskabere var, at de ikke handlede om superhelte, som Marvel og DC’s tegneserier gjorde. De var i stedet ofte længere (i forhold til seriehæfter), afsluttede fortællinger, der foregik i en genkendelig hverdagsverden. Ofte med tegneren selv i hovedrollen. Stilmæssigt stak tegningerne i alle mulige retninger: Hvor superhelteserierne havde været kendetegnet af et “corporate” look præget af håndværksmæssig kvalitet, forsøgte den nye generation at finde deres eget, personlige udtryk. Grafisk var graphic novels altså en langt mere divers og uensartet genre end Marvel og DC’s superhelte, hvilket tiltalte et nyt publikum.
En ny tegneseriegenre var født, der tydeligt trak på traditionen fra Robert Crumbs og Woody Allens selvudleverende fortællinger indenfor underground comics og film.
Den første graphic novel: A Contract With God
I Danmark ville disse uden videre kunne betegnes som slet og ret “tegneserier”. Men i USA og Canada, hvor tegneserier traditionelt blev kaldt “comics” eller “funnies”, havde de såkaldte indy-forlag brug for et nyt navn.
Det fandtes allerede. I 1978 havde veteranen Will Eisner udgivet tegneserien “A Contract With God”, som han heller ikke mente var en “comic”. Han kaldte den derfor “A Graphic Novel”. Det blev den nye, foretrukne genrebetegnelse for indy-forlagenes udgivelser.
De amerikanske boghandlere havde traditionelt havde været tilbageholdende med at sælge “comics”. Den slags blev forbundet med “underlødige” tegneseriehæfter fra kioskernes og supermarkedernes tarvelige verden. Kun samlinger af avisstrips med Pogo, Radiserne og Doonesbury fandt vej til boghandlernes hylder. Men nu begyndte amerikanske boghandeler at sælge “graphic novels”, fordi genrebetegnelsen, formatet (ofte B5 og sort/hvid), emnevalget og sidetallet mindede om de bøger, de var vant til. Især en Pulitzer-belønnet graphic novel som Art Spiegelmans “Maus” om Holocaust var med til at bane vejen.
Også i Frankrig begyndte en ny tids tegneserieskabere omkring årtusindskiftet at lave les romans graphiques, hjulpet af at der ikke længere var nogen tegneserieugeblade tilbage til at sætte faste mål for format, sidetal og emnevalg. Mest kendt er nok Marjane Satrapi (Persepolis), Joann Sfar (Rabbinerens kat) og Riad Sattouf (Fremtidens araber).
Disse har været med til at åbne amerikanernes øjne for fransk/belgiske tegneserier i bred forstand, hvilket sjovt nok har ført til, at mere traditionelle fransk/belgiske tegneserier som Tintin, Asterix, Linda og Valentin og John Difool nu også kan ses betegnet som “graphic novels” i USA.
“De grafiske noveller” erobrer Danmark
Da graphic novel-begrebet omkring 2010 kom til Danmark med over ti års forsinkelse, hoppede flere forlag og litteraturfolk på bølgen. Enkelte mente ligefrem, at de “grafiske noveller” – som nogen undersatte begrebet – var udtryk for en helt ny litterær kunstart, der tilbød dybere forståelse af komplekse emner og slet ikke havde noget med tegneserier at gøre.
Et enkelt bogforlag, Rosinante, udsendte endda i 2018 et helt katalog, hvor man forklarede, at begrebet “udvidede” og “udforskede” tegneserien: Hvor tegneserien var en genre, var den grafiske roman et medie – uden at det stod rigtig klart, hvad denne skelnen nærmere indebar.
Den grafiske romans fortællinger var som romanens – og i modsætning til tegneseriens, måtte man forstå – “komplekse og nuancerede”, og “der var flere lag i personerne”, der ikke “var statiske men dynamiske.” Og modsat tegneserien, så var den grafiske romans fortællinger ikke “letbenede” eller “komiske”, men “tematiserer almenmenneskelige emner som død, kærlighed, sex, identitet, ondskab.”
Mest af alt lignede det ængstelige litteraters historieløse forsøg på at retfærdiggøre udgivelsen af tegneserier, mens man holdt sig for næsen. Samtidig afslørede teksten et afgrunddybt ukendskab til tegneseriens 100-årige historie, hvor store tegneserieskabere som Windsor McCay (Little Nemo), Hal Foster (Prins Valiant), Frank King (Gasoline Alley), George Herriman (Krazy Kat), Al Capp (Li’l Abner), Walt Kelly (Pogo), Claire Brétechér (De Frustrerede), Gérard Lauzier (Rotteræset), Christin/Bilal (Den sorte ordens falangister) og mange andre forlængst havde gjort netop dét, forlaget hævdede var noget helt nyt og banebrydende. Også “letbenede” og “komiske” tegneserier som Hergés Tintin og Carl Barks’ Anders And – måske lige med undtagelse af sexen.
Graphic novels – et skadeligt begreb for tegneserien?
I Nummer9 argumenterede Dennis Jacob Rosenfeld i juli 2017 overbevisende for, at indførelsen af graphic-novel-begrebet på dansk jord havde ført til en forplumring. I virkeligheden havde det bombet anerkendelsen af tegneserien som kunstart flere årtier tilbage, fordi blåstemplingen af denne nye gruppe tegneserier som særligt “litterære” samtidig stemplede tidligere tiders tegneserier som mindre lødige. Og fordi graphic novel-begrebet i virkeligheden reducerede tegneserien til “illustreret litteratur” – et appendiks til romanen.
Noget kunne tyde på, han havde ret, når selv en avis som Information, der med Søren Vinterberg årtier tidligere havde været primus motor for tegneseriens litterære rehabilitering, nu begyndte at bringe artikler med overskrifter som Den grafiske roman gør tegneserien til seriøs litteratur. Og Studienet begyndte at svømme over med opgaver, hvor eleven papegøjede sin dansklærers påstand om, at graphic novels var en “genrehybrid”, der blandede tegneserien og romanen, fordi den på den ene side lignede en tegneserie, mens fortællingen var “lige så udfoldet, lang og kompleks som en roman.”
Comeback for tegneseriebegrebet?
De seneste år har graphic novels-genren fået følgeskab af nye salgsegnede genrer som Slice of Life, Webtoons, Coming-of-Age og – især – manga. Måske ikke så underligt, at især de unge danske serieskabere lige så stille er begyndt at sige “tegneserier” om deres kunstart igen.
Uanset hvordan man vælger at navngive disse værker – graphic novels, grafiske romaner eller tegneserier – understreger både deres historiske rødder og deres nutidige udtryk, at sekventiel billedfortælling er et særligt rigt og voksende felt inden for moderne litteratur og kunst, med plads til både form, indhold og nye læseroplevelser.
Prisbelønnede graphic novels fra Eudor
Forlaget Eudor har også udgivet en række grafiske romaner, der alle er blandt de bedste indenfor genren – alle skrevet og tegnet af danske seriekunstnere. Blandt andet Simon Petersens dybt personlige “Punk Life Crisis”, der vandt prisen som årets bedste danske tegneserie i 2021, og hans “Skolen for livet” og Magnus Merklins “DiSCONNECT”, der begge er nomineret til Claus Deleuran Prisen 2026. “Karatepolitiet” og “Samuraien fra Stormgade” var nomineret til Ping Prisen i 2025, mens “Niels Bohr” var nomineret til Claus Deleuran Prisen samme år. Så uanset, hvad vi vælger at kalde dem, er der i hvert fald tale om seks gode tegneserier!
