Prisoverrækkelsen skete på en stuvende fuld Café Comicgarden i Sankt Pedersstræde i København ved en ceremoni, der samtidig blev live-streamet på facebook.
Kras satire
»Skolen for livet« er en tegneserieberetning fra ungdomsskolernes frontlinje og en kras satire over det danske uddannelsessystem, inspireret af forfatterens egne erfaringer som lærer gennem syv år i København VUC.
»Fedt at opleve en dansk tegneserie, der så direkte og ufortrødent tager afsæt i et stykke hverdags-Danmark,« skrev Nummer9‘s anmelder Martin Jensen i sin 5-stjernede anmeldelse.
Simon Petersens arbejde med tegneserien er støttet med et arbejdslegat fra Statens Kunstfond.
Det er anden gang, Simon vinder den prestigefulde pris. Hans forrige graphic novel fra forlaget Eudor, Punk Life Crisis, vandt for fire år siden i kategorien »Bedste danske tegneserie«.
Vi siger stort til lykke til Simon, der allerede arbejder flittigt på sin næste graphic novel, »Simon på efterskole«, der er inspireret af hans oplevelser som teenager på efterskole i 1990’erne.
Vinderne i de øvrige kategorier:
Bedste danske tegneserie: Buster af Rasmus Julius
Bedste danske tegneserietegner: Anna Laurine Kornum for Min ven Nietzsche
Bedste danske debut: Livet er gas af Annemette Bramsen
Om Claus Deleuran Prisen

Claus Deleuran Prisen blev indstiftet i 2015 af Danske Tegneserieskabere, Danmarks eneste officielle brancheorganisation for tegneserier.
Forbilledet for prisen er udenlandske priser som Harvey Award, hvor det er branchens professionelle kunstnere, der først nominerer kandidaterne og efterfølgende stemmer om vinderen blandt de nominerede i hver kategori.
Den er opkaldt efter den store danske tegneserieskaber Claus Deleuran og prisvinderne modtager en statuette af Claus Deleurans alter ego i tegneserien “Illustreret Danmarks-Historie for Folket”, modelleret af Bente Bech.
I spidsen for priskomitéen står Bjørk Mathias Friis og Ingo Milton på vegne af brancheorganisationen Danske Tegneserieskabere, der har uddelt prisen hvert år siden 2015.
Vinderne i de fire kategorier findes ved hemmelig afstemning blandt foreningens medlemmer, der alle er professionelle tegneserieskabere.
Bestil Simons prisbelønnede tegneserier:
For unge fra 15 år


